Fartfyldt action i Sydsverige – kør på mountainbike ned ad Vallåsen
Elsker du, når adrenalinen pumper rundt i kroppen – og der kun er én vej frem? Nemlig ned over skrænter på en mountainbike! Perfekt, så peger pilen i retning af, at du snarest muligt skal et smut til Sydsverige og Vallåsen. Vildere, hurtigere og sjovere er overskriften for de forrygende sommeraktiviteter, der venter ved Vallåsen nær Våxtorp. Pak allerede i dag bilen, og tag turen hen over Øresundsbron, så du kan stifte bekendtskab med én af de absolut bedste downhill MTB-baner. Vallåsen ligger under 200 km fra København - så glem alt om de lange ture sydpå til Alperne – med trætte børn, adskillige stop på kedelige rastepladser og et feriebudget, der bliver sprængt time for time. Vallåsen bliver det perfekte afbræk på kør selv-ferien til Sverige eller en spontan weekendtur. Eftersom alt udstyret kan lejes på stedet, er der masser af plads til at tage hele familien med i bilen over Øresund!



