Gemte fika-steder



Tæt Arild på Kullahalvøen ligger den berømte kaffeservering Flickorna Lundgren. Her er der blevet serveret kaffe og fyldte vaniljehjerter i umindelige tider. Her boede tre søstre, der tilbage i 1930’erne var hårdt ramt økonomisk. I steder for at sælge stedet, forvandlede de huset til en kaffeservering. I dag er stedet et velbesøgt udflugtsmål med en meget idyllisk have, hvor børnene kan lege i græsset og klappe grise og geder. Kagesortimentet, som bygger på gamle svenske traditionelle opskrifter, er udvidet med både smørrebrød og lettere madretter, tilberedt af egnens lokale råvarer.
Flickorna Lundgren har åbent fra påske til og med september samt i adventsweekenderne. Om sommeren arrangeres jazz- og musikunderholdning samt grillaftener og meget mere.
Skäretvägen 19
Nyhamnsläge
Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

I den lille by Billinge finder du en lille oase. Hos Fricks Spettksksbageri er der gæstfrihed, varme og masser af traditioner. Og her er der blevet bagt Spettkakor, de traditionelle pyramideformede marengstårne, siden 1913. I den hyggelige rosenhave fra 50'erne kan du nyde en fika eller en let frokost. Og i den lille butik kan du finde nøje udvalgte produkter som lys, duftpinde, specialiteter og te.
Fricks Spettkaksbageri & Trädgårdscafé
Måns Andreas väg 9
241 95 Billinge
Foto: Helene Toresdotter

Olof Viktors på Österlen er en prisbelønnede café med fika på allerhøjeste niveau og speciallavet brød og konditorkager. Her kommer det hjemmebagte brød direkte ud fra en gammeldags stenovn, og brødet er bagt på den bedste surdej. Herudover har caféen et imponerende konditoriudvalg, gode sandwiches og lun æbletærte med vaniljesauce samt hjemmelavet is.
Glemminge, Österlenvägen 86,
270 21 Glemmingebro
Foto: Carolina Romare

Hindbær, jordbær, asparges, saft og marmelade. Er du vild med nyplukkede bær og lækre sommerdrikke? Så er et besøg på Hallongården ved Trelleborg et must. Gården ligger kun 0 minutters kørsel fra broen. Her finder du mere end 25 forskellige produkter som saft, nektar og marmelade, du kan plukke dine egne bær og købe en picnickurv med kaffe og kage og fika blandt hindbærrækkerne. Du kan desuden hilse på gårdens mange søde dyr, som bor nede ved dammen, ride på ponyer, støbe lys og spise vaffelbuffét.
Hallongården
Bodarpsvägen 144
231 91 Trelleborg
Foto: Hallongården

Ved Stenshuvud Nationalpark på Österlen ligger hyggelige Kaffestugan Annorlunda. Her serveres traditionelt svensk kaffebord med otte forskellige slags hjemmebag og nybrygget kaffe på kanden. Vi anbefaler deres hjemmebagte æblekage og gulerodskage, som ikke har forandret sig siden 1956, hvor stedet åbnede.
Det gamle bindingsværkshus er hyggeligt indrettet med små siddegrupper, antikke sofaer, sirlige gardiner i vinduerne og alverdens hyggelige dimser på væggene. Man kunne fristes til at tro, at man var inviteret til kaffe hos en rar bedstemor. Nyd din kaffe og kage her hvor den serveres på fint gammelt kaffestel, hvor bordet er dækket med kniplingsdug og hvor nostalgien og hyggen trives.
Stenshuvud,
277 35 Kivik

I hjertet af Skåne kan du besøge Bosjökloster Slott, der ligger i en blomstrende have med udsigt udover Ringsjön. Her kan du ud over at se på kunst, besøge museet og nyde haven, også nyde en svenske fika på Bosjöklosters Café og Restaurant, som f.eks. byder på Bosjöklostertårta.
Bosjökloster 111,
243 95 Höör

På en af Malmøs hyggeligste gader med stokroser og bindingsværkshuse finder du Kafé Agnez. Her kan du sidde i den hyggelige gårdhave, der er indrettet i bedste mormorstil, mens du nyder en lille pause. Der serveres fantastiske kager, cookies, lagkager og sandwiches, som udover at være økologiske også er mælkefrie og veganske.
Kafé Agnez
Agnesgatan 11
211 33 Malmø
Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

Det var ved Ransvik ved Mölle, at mænd og kvinder tilbage i 1900 tallet badede i havet og nød sommeren. Badepladsen ved Ransvik er ikke en strand med sand, men en klippekyst med en historisk café, der emmer af minder og gode historier fra en ubekymret tid. I dag kan du opleve historiens vingesus, hvor der stadig serveres kaffe for badegæsterne.

Foto: Apelöga/imagebank.sweden.se

I et skævt bindingsværkshus med mere end 100 år på bagen, godt fyldt op med loppefund fra starten af sidste århundrede, ligger Lilla Kafferosteriet. Stedet laver skøn kaffe, og i det gamle charmerende hus i flere etager er der utrolig mange hyggelige kroge og utallige rum man kan slå sig ned i. Her får du serveret ægte kvalitetskaffe – som de selv rister efter alle kunstens regler. Læg dertil fantastiske bagværk fra Olof Viktors på Österlen og Konditori Katarina i Malmø. Både gulerodskagen og kardemommebollerne er værd at gå gennem ild og vand for. Lilla Kafferosteriet ligger tæt på gågaden og egner sig fint til børn.
Lilla kafferosteriet
Baltzarsgatan 24
211 36 Malmø
Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

Har du mere lyst til en ægte italiensk kaffe-oplevelse, stående ved baren med god stærk espresso, så finder du det hos Solde i Malmø. Her gås der ikke på kompromis med kaffen; de har sågar deres eget hemmelige risteri nede i Malmø havn. De forskellige bønner kommer fra individuelt udvalgte plantager, der ofte er udvalgt af ejerne selv på ture ”ude i marken”.
De færreste turister finder kaffebaren, som er på størrelse med en skotøjsæske, selvom den ligger centralt. På Solde Kaffebar kommer kaffenørderne. Her kan du i løbet af en dag møde en stor del af byens hipsters, der kommer for at hente deres stamkaffe. De vil ikke lade sig nøje med den næstbedste espresso, og Solde er deres andet kontor. Du kan også købe kaffe udstyr og surdejsbrød med hjem. Lokalet er lille og smalt med varierende kunst på væggene og ikke så nemt at få øje på. Men der er god grund til, at det næsten altid er velbesøgt.
Solde Kaffebar
Regementsgatan 2
211 42 Malmø