Pressekontakt
Find kontaktoplysninger til Øresundsbrons pressekontakter i presserummet.
Pressekontakt
Find kontaktoplysninger til Øresundsbrons pressekontakter i presserummet.

Søren Riemer Olsen, informationssikkerhedschef
Hvordan får man sikkerhed til at fungere i praksis i en travl og kompleks organisation? For Søren Riemer Olsen handler arbejdet om at beskytte systemer og data, men også om at gøre sikkerhed forståelig og anvendelig i hverdagen. Som informationssikkerhedschef på Øresundsbron arbejder han på tværs af hele virksomheden og bygger bro mellem krav, teknik og forretning.
Hvad arbejder du med på Øresundsbron?
"Jeg har ansvaret for vores arbejde med cyber- og informationssikkerhed samt databeskyttelse. Det handler grundlæggende om at beskytte vores systemer, data og digitale processer, så vi kan drive en sikker og stabil forbindelse over Øresund. En vigtig del af min rolle er også at sikre, at vi arbejder struktureret med krav fra blandt andet NIS2 og GDPR, og at sikkerhed bliver tænkt ind i både drift, projekter og beslutninger."
Hvad er det bedste ved dit job?
"Det bedste ved mit arbejde er, at jeg får mulighed for at samarbejde med hele virksomheden, fra HR og IT til vores anlægsenhed og ledelsen. Informationssikkerhed berører mange forskellige områder, og det gør rollen både spændende og meningsfuld, fordi jeg får lov til at arbejde tæt på både drift, mennesker og beslutninger."
Hvad betyder det for dig at være brobygger i din rolle?
"På Øresundsbron har brobygger selvfølgelig en meget konkret betydning. Vi forbinder to lande, mennesker og samfund. I min rolle handler det også om at bygge bro mellem sikkerhedskrav og forretningens behov. Informationssikkerhed skal ikke være en forhindring, men noget der gør det muligt at drive og udvikle virksomheden på en sikker og ansvarlig måde."
Hvad er en almindelig reaktion, når du fortæller om informationssikkerhed?
"Jeg bliver oftest mødt med nysgerrighed. Mange er meget bevidste om, at informationssikkerhed er vigtigt, men er samtidig optaget af, hvordan vi får det til at fungere i praksis i en travl hverdag. Det synes jeg er en rigtig god dialog at have. For mig handler informationssikkerhed ikke om at sige nej, men om at finde løsninger, der både beskytter virksomheden og understøtter det arbejde, vi skal udføre."
Hvad er det ved Øresundsbron, der gør dit job ekstra specielt?
"Vi beskytter ikke bare systemer og data. Vi er med til at sikre en vigtig forbindelse mellem Danmark og Sverige. Samtidig har broen også en særlig personlig betydning for mig. Jeg er født og opvokset på Bornholm og har stadig familie på øen, så Øresundsbron har i mange år været en vigtig del af min egen forbindelse til og fra Bornholm. Det gør arbejdet her ekstra meningsfuldt."
Har du et uforglemmeligt brominde?
"Jeg har allerede mange gode minder fra Øresundsbron, men mit besøg på toppen af pylonen var noget helt særligt. At stå deroppe og se broen, forbindelsen og landskabet fra den vinkel var en oplevelse, jeg sent vil glemme."