En forbindelse med gods i
Første juli i det nye årtusinde blev Øresundsbron åbnet af Danmarks dronning og Sveriges konge.
En time senere ruller de første lastbiler over med ”Kim Johansen” på traileren, på vej mod Københavns Lufthavns godstransport og Malmø.
Godset består blandt andet af laks fra Norge, som er tidsfølsomt, og derfor blev broen hurtigt et kærkomment alternativ.
”Jeg startede jo selv som lastbilchauffør, så jeg kan godt love, at vi alle drog et lettelsens suk, da broen åbnede,” fortæller ejer af gods-og fragtvirksomheden, Kim Johansen.
”Førhen kunne vejret drille, når vi skulle over vandet, og trafikken kunne også gøre, at en chauffør missede sin overfart. Den smidighed Øresundsbron har tilføjet vores transport og logistik kan simpelthen ikke undervurderes.”
Da broen åbnede ved årtusindeskiftet, var internethandlen kun en brøkdel af, hvad den er i dag, men Kim Johansen er ikke i tvivl om, at broen blev bygget til tiden, fordi vores vaner og forventninger ændrede sig hurtigt i 00’erne:
”Når du bestiller en vare over nettet, forventer du jo, at den kommer i morgen. Dengang, før broen, måtte du vente længere, og fragten var også dyrere. Så som jeg plejer at sige: Man fortryder aldrig at have bygget en bro.”
Kim startede sin virksomhed for 45 år siden med otte lastbiler. I dag er flåden vokset til 500, og omsætningen er mangedoblet, siden broen blev bygget, fortæller Kim Johansen:
”Man skal jo tænke på, at alt det vi bestiller online, produceres i udgangspunktet dér, hvor det giver økonomisk bedst mening. Om det er et æggeur, en ny computer eller et par sko, kommer de sjældent lige nede fra hjørnet. Havde broen ikke været der, havde rigtig meget af det, vi bestiller over internettet eller på restauranten været dyrere.”
Med Femern færdigbygget forsvinder den sidste store fysiske forhindring for fri fragt i Skandinavien, vurderer Kim Johansen, som sammen med sine chauffører glæder sig over udsigten til færre ventetider og hurtigere levering til kunderne i Skandinavien:
”Vi lever i en usikker tid, men det er positivt, at vi i Norden bliver ved med at binde vores verden sammen, så væksten kan fortsætte. Vores økonomi er jo bundet op på, at værdi kan transporteres derhen, hvor den gør mest gavn. Ligesom med Øresundsbron vil Femern styrke forbindelsen til resten af verden, til glæde for os som virksomhed, og i sidste ende alle der handler på internettet.”
Pressekontakt
Find kontaktoplysninger til Øresundsbrons pressekontakter i presserummet.