Winnie Sand tiltræder som ny CFO på Øresundsbron
Øresundsbro Konsortiet har udpeget Winnie Sand som ny Chief Financial Officer (CFO). Hun tiltræder stillingen den 31. august og bliver en del af selskabets ledelsesgruppe.

Winnie Sand kommer senest fra rollen som Group CFO i Lokaltog A/S, hvor hun har haft det overordnede ansvar for koncernens økonomi- og IT-funktion. Hun har desuden mange års erfaring fra flere ledende økonomistillinger inden for både transport- og mediebranchen, blandt andet hos Aller Media A/S og Copenhagen Airports A/S.
– Vi er meget glade for at byde Winnie Sand velkommen til Øresundsbron. Hun har en stærk finansiel profil, solid ledererfaring og stor erfaring med at arbejde i organisationer med samfundskritisk infrastruktur. Hendes kompetencer vil være meget værdifulde, når vi fortsætter med at udvikle Øresundsbron og styrke vores position som en central forbindelse mellem Sverige og Danmark, siger Linus Eriksson, administrerende direktør for Øresundsbron.
Som CFO får Winnie Sand ansvar for økonomi, finans, risikostyring og indkøb. Hun får også ansvar for enheden Business Support. Hun vil spille en vigtig rolle i arbejdet med at sikre en fortsat stabil og langsigtet bæredygtig udvikling af virksomheden.
– Øresundsbron er en unik virksomhed med stor betydning for integration og vækst i både Danmark og Sverige. Jeg ser frem til at blive en del af organisationen og bidrage til selskabets fortsatte udvikling sammen med mine nye kolleger, siger Winnie Sand.

Kontakt
