Presseinvitation: Øresundsbron fejrer 25 år
Øresundsbrons 25-års jubilæum markeres den 1. juli med deltagelse af Deres Majestæter Kongen og Dronningen af Danmark samt Deres Majestæter Kongen og Dronningen af Sverige. Medier er velkomne til at dække jubilæet.

I 25 år har Øresundsbron forbundet Danmark og Sverige og skabt en fælles region med Nordens største arbejdsmarked. Over 100.000 mennesker krydser sundet dagligt, heraf 20.000 pendlere, som arbejder på den anden side af broen. 25 år efter broens åbning fortsætter regionen med at udvikle sig positivt med flere rekordstærke indikatorer for pendling og erhvervsliv (læs mere i Øresundsindex)
De danske og svenske kongepar deltager i jubilæet den 1. juli
Som en del af fejringen den 1. juli 2025 vil H.M. Kong Frederik X og H.M. Dronning Mary mødes med H.M. Kong Carl XVI Gustaf og H.M. Dronning Silvia på den svenske side af forbindelsen. Herefter vil kongeparrene køre i kortege over broen og gøre et stop på øen Peberholm midt i Øresund, hvorefter Deres Majestæter afslutter markeringen på den danske side.
Ved indvielsen den 1. juli 2000 mødtes de daværende danske og svenske regentpar også på Peberholm. I august 1999, da den sidste del af broen blev monteret, mødtes den daværende Kronprins Frederik af Danmark og Sveriges Kronprinsesse Victoria på højbroen. Øresundsbrons åbning markerede begyndelsen på udviklingen af en fælles region mellem de to lande. De visioner, der blev fremlagt i indvielsestalerne i år 2000, er siden blevet til virkelighed. Hver dag styrkes båndene over sundet gennem den faste forbindelse mellem Danmark og Sverige.
Øresundsbron byder medier velkommen til at dække 25-års jubilæet den 1. juli
Dagen begynder med en fejring på Luftkastellet med deltagelse af H.M. Kongen og H.M. Dronningen af Danmark samt H.M. Kongen og H.M. Dronningen af Sverige. Her deltager blandt andre erhvervsliv, kulturliv, politikere og samarbejdspartnere. Efterfølgende vil Deres Majestæter afsløre en jubilæumsgave fra Øresundsbro Konsortiet til offentligheden i anledning af de 25 år.
Kongeparrene rejser derefter til Danmark med et kort stop på Peberholm. Fra Peberholm kan billeder rekvireres via kontakt til presseansvarlige.
Efter kort stop på Peberholm mødes Deres Majestæter i Amager Strandpark, hvor de vil afsløre jubilæumsgaven på den danske side.
Detaljeret presseprogram udsendes til akkrediterede. Bemærk, at det ikke er muligt at komme i egen bil. Det vil blive arrangeret transport på både den danske og svenske side.
For deltagelse venligst registrer dig her. Der kræves gyldigt pressekort.
Akkreditering skal ske senest 24. juni.
Kontakt



Links