Pressekontakt
Find kontaktoplysninger til Øresundsbrons pressekontakter i presserummet.
Pressekontakt
Find kontaktoplysninger til Øresundsbrons pressekontakter i presserummet.

Broen var langt fra færdigbygget, da Jette Gotsche blev ansat. Siden da har hun fulgt udviklingen fra byggeplads til livsnerve mellem Danmark og Sverige. I år fejrer hun 30 år i Øresundsbro Konsortiet, hvor hun som personaleadministrator er et trygt holdepunkt for både nye og erfarne kolleger.
"Jeg er personaleadministrator i Øresundsbron. Jeg sidder på vores danske kontor i Ørestad og har en herlig udsigt over Øresund og vores bro. Mine arbejdsopgaver er meget varierede, og ikke to dage er ens. Det er spændende – og nogle gange en udfordring at få tiden til at slå til."
"Øresundsbron er en arbejdsplads med danske og svenske medarbejdere og et kontor på hver side af broen. Her arbejder vi sammen på tværs af dansk og svensk lovgivning, sprog og kultur med mere. Som personaleadministrator er en af mine opgaver at byde nye medarbejdere velkommen og sørge for, at de bliver godt modtaget i Øresundsbron."
"Da jeg blev ansat, var Øresundsbron en byggeplads, og færdiggørelsen af de enkelte elementer blev markeret i pressen. En af milepælene var, da tunnelen var klar til passage. Det blev markeret med deltagelse af presse og ministre med flere. Jeg sad i en bil bagerst i en kortege gennem tunnelen, som var helt mørk og nærmest spøgelsesagtig at køre igennem. Samtidig blev jeg interviewet direkte til en tysk radiostation. Jeg kan godt undre mig over, hvad lytterne fik ud af det, mit tyske ordforråd taget i betragtning."
"30 år på samme arbejdsplads er lang tid, og hverken Øresundsbron eller samfundet omkring os er det samme som dengang. Blandt andet har den digitale udvikling betydet, at både rutinerne og måden, vi arbejder på, er blevet markant forandret. Bærbare computere, mulighed for hjemmearbejde, Teams-møder, fildeling og digital arkivering er blot nogle eksempler. Det stiller også krav om, at vi følger med i udviklingen, og jeg synes, at det er lykkedes rigtig godt i HR med de forudsætninger, vi har haft."