Udskiftning af ekspansionsfuge

Vejtrafikken begrænses i cirka 1,5 kilometer på grund af et omfattende og nødvendigt vedligeholdelsesarbejde fra den 31. august og frem til slutningen af oktober.
To af Øresundsbrons største ekspansionsfuger udskiftes samtidigt – en arbejdsgang der forkorter den samlede projekttid med et helt år. Arbejdet er planlagt for at påvirke vejtrafikken så lidt som muligt, men i cirka otte uger vil fremkommeligheden over broen være begrænset.
Ekspansionsfugerne udskiftes samtidigt, på hver side af højbroen. Fugerne går på tværs af hele broen og udskiftes i dele, for at holde broen åben under vedligeholdelsesarbejdet.
Ekspansionsfuger gør det muligt for broen at bevæge sig ved temperaturændringer og belastning. De udgør en vigtig del af brokonstruktionen og skal udskiftes for at opretholde en sikker og pålidelig forbindelse.
Fakta: Sådan påvirkes vejtrafikken
Én kørebane er åben i hver retning over en cirka 1,5 kilometer lang strækning.
Hastigheden er nedsat ved arbejdsområdet.
Brede køretøjer (over 3,75 meter) og tunge transporter (over 100 ton) kan ikke passere forbindelsen under arbejdet.
Togtrafikken påvirkes ikke og kører som normalt.
Sådan flyder trafikken over broen:
Følg sammenfletningsreglerne, når to kørebaner flettes sammen til én. Tanken er, at alle biler skiftes – hver anden bil fra hver bane – når to kørebaner flettes sammen til én. Det mindsker risikoen for kødannelse, da to kørebaner kan benyttes så længe som muligt inden vejarbejdet på broen. Dermed bliver trafikafviklingen bedre.
Er du ikke pendler og kan køre uden for myldretiden (kl. 07-09 i retning mod Danmark og kl. 16-18 i retning mod Sverige)? I så fald anbefales du at undgå myldretiden, så trafikken flyder lettere for dem, der har behov for at rejse på disse tidspunkter.
Beregn lidt ekstra rejsetid over forbindelsen i denne periode.
Hold afstand, tilpas hastigheden og kør efter forholdene.
Følg den aktuelle trafiksituation på www.oresundsbron.com og Øresundsbrons app.
Vi beklager ulejligheden og takker for forståelsen.