• CLUB Øresund
  • Cowboylandet High Chaparral i Sydsverige – tag hele familien med til Det Vilde Vesten

FamilieoplevelserSverige

Cowboylandet High Chaparral i Sydsverige – tag hele familien med til Det Vilde Vesten

Er du og børnene klar på at møde Lucky Luke og Dalton-brødrene i det vildeste westernshow? Eller tør I tage med toget gennem prærielandskabet, velvidende at togrøverne kan slå til når som helst? Og har I mon held som guldgravere, når jagten går efter den helt store guldklump? Eller er det tid til at snuppe en tur på rodeotyren blandt halmballer, hjuldampere, prustende heste og store bisonokser? High Chaparral er et cowboyland i Småland – forlystelsesparken ligger mere præcist få kilometer uden for Kulltorp, syd for Jönköping, og er et perfekt udflugtssted for børnefamilien, der har krydset Øresundsbron i bil og nu søger nye eventyr i det sydsvenske.

En helstøbt cowboy-oplevelse for hele familien

High Chaparral Sverige er bygget op som en forlystelsespark, der hylder 1800-tallets Amerika og livet i Det Vilde Vesten. Parken har aktiviteter, der afspejler cowboytemaet i alle afskygninger – og som passer til alle aldersgrupper.

Når entréen er betalt, træder I direkte ind i et uhyre autentisk prærielandskab med en god blanding af velkendte seriefigurer i westernshows og cowboyeventyr, der gør oplevelsen ekstra levende og ikke mindst helstøbt. Hold godt øje! For lige pludselig står I måske ansigt til ansigt med Zorro eller sågar Lucky Luke. Eller måske er det selveste Annie Oakley, der byder op til dans – når det én gang for alle skal afgøres, hvem der er præriens bedste skarpskytte.

Parken er opdelt i områderne Main Street, Dalton City, Old Mexico, Buffalo Island og River City.

Børn får taget billede med Zorro i High Chaparral

Foto: highchaparral.se

Selv en god cowboy har brug for en pause i ny og næ

Efter en lang dag med skududvekslinger, drabelige togrøverier og hårdt arbejde i smedjen eller ved guldgravervasken kan selv den bedste mini-cowboy få brug for et hvil. High Chaparral har sit eget mini-vandland inde i parken, ligesom I finder en lille sø og strand ved campingpladsen. Der er derfor al mulig god grund til at pakke badetøjet.

I kan naturligvis også tage en stille og rolig slentretur rundt i parken for at nyde de prægtige bisonokser eller den altid charmerende pony, Snuffy. Eller hvad med en omgang line dance med Mamma Dalton?

Når sulten melder sig, er det tid til at slå sig ned i en af parkens mange restauranter. Det kunne f.eks. være Mamma Daltons Pandekagehus, Restaurant Diligencen eller River City First Saloon.

Du kan selvfølgelig også pakke madpakker til hele familien og nyde dem et roligt sted i parken.

Familie går en tur i High Chaparral i Sverige

Foto: highchaparral.se

Åbningstider for High Chaparral

Vær OBS på, at High Chaparral ikke holder åbent hele året rundt. Sæsonen løber som regel fra maj til september. Du kan altid tjekke de præcise åbningstider på parkens egen hjemmeside, https://www.highchaparral.se/da/.

Her er det i øvrigt også muligt at finde info om High Chaparral priser for både entrébilletter, dagsbilletter og sæsonkort. Børn under 100 cm får altid gratis entré.

Langt de fleste oplevelser i parken er indbefattet i entréprisen – der er dog få undtagelser såsom guldgravning, togtur og minigolf.

Det anbefales altid at bestille entrébilletter på forhånd, da High Chaparral har en fast besøgsgrænse pr. dag. Så undgå at skuffe børnene, når I endelig er kommet afsted.

High Chaparral og Småland – perfekt til en miniferie

I kan som familie sagtens bruge mere end én dag i forlystelsesparken. Så overvej grundigt, om det bedst kan betale sig at bo i nærheden af parken, så I eventuelt sparer lidt køretid på selve besøgsdagen. High Chaparral har en tilhørende campingplads, ligesom det er muligt at booke High Chaparral hytter fra april måned og frem.

Du kan enten booke direkte gennem hjemmesiden eller ved at kontakte parken telefonisk. 

Du kan selvfølgelig også vælge at tage videre ud i det charmerende Småland, hvor der venter et hav af andre spændende oplevelser.

Rutevejledning – sådan finder du vej til parken

High Chaparral ligger få kilometer uden for Kulltorp, syd for Jönköping i Småland. Det er muligt at tage både busser og tog ud til parken, medmindre det er i skolernes sommerferieperiode, hvor der kan være visse begrænsninger i de busruter, der går direkte ud til parken. Her kan det i stedet blive nødvendigt at tage mod Värnamo, Gnosjö eller Hillerstorp for dernæst at tage videre med en taxi.

I bil kan du nå High Chaparral fra både Jönköping, Göteborg og Halmstad:

Jönköping

Tag E4 mod syd. Når du kommer til Skillingaryd, tager du vej 152 mod Bredaryd/Hillerstorp/Skillingaryd/Tofteryd. Følg vejen hele vejen frem til High Chaparral.

Göteborg

Tag vej 40 mod Jönköping. Tag afkørsel 83 Viaredsmotet, og fortsæt ad vej 27. Ud for Anderstorp, skal du tage afkørslen mod Anderstorpsvägen. Følg vej 152, indtil du kommer hen til High Chaparral.

Halmstad

Tag vej 26 mod nord. Ud for Smålandsstenar, drejer du til højre og følger vej 153. Når du kommer frem til Bredaryd, drejer du til venstre og følger vej 152. Følg vejen, indtil du når High Chaparral.

Adresse High Chaparral (til GPS)
High Chaparral
330 31 Kulltorp
Sverige