Ledig jernbanekapacitet
Togtrafikken over Øresundsbron veksler mellem højfrekvent passagertrafik og internationale godstog jævnt fordelt over døgnet samt fjerntog og materieltog.
Øresundsbron har stadig stor ledig kapacitet på skinnerne. Antallet af passagertog kan tredobles, samtidig med at antallet af godstog og fjerntog øges med henholdsvis 80 og 120 procent, uden at der opstår problemer på selve Øresundsbron. Det svarer til en passagerkapacitet på 326.000 togrejsende i døgnet mod den nuværende passagerkapacitet på 92.200 togrejsende.
Ligesom med biltrafikken vil det dog kræve en forbedring af den tilsluttede infrastruktur i form af jernbanenettet i og omkring København og Malmö, ellers vil det være vanskeligt at tilføre og aftage så mange tog til Øresundsbron.
Ifølge Øresundsbro Konsortiets seneste prognose for antallet af pendlere over Øresund vil der i 2025 være 25.000 personer, der dagligt pendler med tog over Øresund. Det er mere end dobbelt så mange som i dag. Det vil kræve, at der indsættes ekstra tog, eksempelvis i form af dobbeltdækkere, eller at antallet af godstog begrænses i morgenmyldretiderne i retning mod Danmark.
Fakta
I første halvdel af 2009 vil 212 tog passere forbindelsen på et gennemsnitligt hverdagsdøgn. Heraf er de 128 regionaltog, 37 er fjerntog, 34 godstog og 13 materieltog.






