Boligmarkedet
Efterhånden som priserne på ejerboliger skød i vejret på Sjælland og især i København, blev det svært for førstegangskøbere at anskaffe sig en bolig i hovedstadsområdet.

Derfor er der mange, der har set fordelene ved at flytte over broen til Malmö og Skåne. Her er lejligheder og huse markant billigere end i København, og på grund af broen er det så tilpas tæt på, at man kan beholde sit job på den danske side.

De lavere boligomkostninger er den vigtigste årsag til, at danskere er flyttet til Skåne, fulgt af ønsket om en bedre boligstandard, lavere priser på biler og lavere priser på dagligvarer og lavere leveomkostninger i det hele taget. Set under ét betyder det, at unge danskere kan etablere sig betydeligt billigere, end hvis de var blevet i Danmark. Det er da også fortrinsvis yngre danskere, der har taget springet til Skåne. 55 procent af tilflytterne er mellem 20 og 34 år, og over halvdelen er unge enlige mænd eller par uden børn, som flytter fra København eller Frederiksberg.

At det ikke kun er økonomien, der spiller ind, ses af, at en del danske tilflyttere også lægger vægt på, at der er bedre muligheder for at bruge naturen og dyrke friluftsliv på den svenske side, at der er en bedre offentlig service, at de vil have et bedre opvækstmiljø for børnene, og at det i det hele taget er spændende at flytte til et andet land.

Hovedparten flytter til det sydvestlige Skåne med Malmö som centrum, og danskere udgjorde i 2008 hele 15 procent af den udenlandske nettotilflytning til det meget multikulturelle Malmö. Et boligkvarter som det nye Annestad syd for Malmö er ligefrem kendt for at være en "danskerby".

Børnefamilierne udgør en mindre del af tilflytterne, men de har fordel af at blive hurtigere integreret, når deres børn går i svensk institution og skole og får svenske venner.
Fakta - I 2008 ...
  • flyttede 3.300 personer fra Sjælland til Skåne
  • 2.200 flyttede fra Skåne til Sjælland
  • danskerne stod for 77 procent af tilflytningen fra Danmark til Skåne og 68 procent af fraflytningen fra Skåne til Danmark
  • nettotilflytningen fra Sjælland til Skåne toppede i 2006, hvor 4.300 flyttede fra Sjælland til Skåne, og 1.500 flyttede den anden vej
Små vandlækager i Øresunds-tunnelen er normale og ufarlige.
Hvad er egentlig forskellen på BroBizz og BroKort?
Hvordan kan jeg bruge min BroBizz fra Storebæltsbroen?
Finder du ikke svar på dine spørgsmål her på hjemmesiden?