Busser og lastbiler
Bustrafik
Over halvdelen af bustrafikken til og fra den skandinaviske halvø kører via Øresundsbron. Bustrafikken fordeler sig på linjetrafik og turistkørsel.Linjetrafikken består af flere faste langdistanceruter mellem nordeuropæiske hovedstæder og større byer i Skåne samt øresundsregionale ruter mellem blandt andet København, Malmö, Lund, Malmö Airport og Ystad/Bornholm.
Langdistanceruterne er udsat for hård konkurrence fra flybranchen og har haft faldende markedsandel af trafikken i en del år. Det har ført til en generel tilbagegang i bustrafikken. På Øresundsbron mærkes dette også, og bustrafikken er i 2008 faldet med 15 procent. I alt kørte 48.000 busser over Øresundsbron i 2008.
Lastbiltrafik
De grænseoverskridende varetransporter stiger i takt med globaliseringen. Samtidig har stigende distributionstrafik mellem primært København og Malmö også bevirket stigende lastbiltrafik over Øresundsbron. For eksempel losses en stor del personbiler til det danske marked i Malmös havn og fragtes på lastvognstog over Øresundsbron til de danske bilforhandlere.Øresundsbron har de senere år satset på at styrke sin markedsposition på lastbilmarkedet og havde i 2008 en markedsandel på 16 procent af trafikken til og fra den skandinaviske halvø.
Øresundsbron blev passeret af 930 lastbiler i døgnet i 2008. Det er mere end en fordobling i forhold til 2001, hvor broen blev passeret af 495 lastbiler i døgnet. Den økonomiske afmatning i 2008 har dog også sat sig sine spor i lastbiltrafikken over Øresundsbron, der i 2008 forblev på samme niveau som i 2007.








