|
35.000 køretøjer om dagen i 2020 - Øresundsbron hæver den langsigtede trafikprognose
Pressemeddelelse fra Øresundsbron Øresundsbron har revurderet den langsigtede trafikprognose, som ligger til grund for selskabets planlægning. Trafikken vokser hurtigere end ventet, og den tendens forventes at fortsætte. I 2020 forventes antallet af køretøjer i døgnet at være oppe på cirka 35.000, eller cirka 20 procent mere end i den hidtidige prognose. Den vigtigste årsag hertil, er det stadig mere integrerede bolig- og arbejdsmarked, der betyder, at pendlingen mellem Sverige og Danmark vokser hurtigere end ventet. I 2020 forventes 40.000 personer at pendle dagligt over Øresund med tog og bil. I løbet af 2006 passerer den faktiske trafikudvikling den trafikprognose, der blev udarbejdet før Øresundsbrons indvielse i 2000. Trafikken begyndte på et lavere niveau end prognosen, men er vokset betydeligt hurtigere. For årene 2007-2025 forudses nu en trafikudvikling, som falder jævnt fra 11 til 2 procent om året (middelscenarium). Det betyder cirka 35.000 køretøjer i døgnet og 1,9 milliarder DKK (inflationsjusterede priser) i vejtrafikindtægter i 2020. Øresundsbron kalkulerer også med et vækstscenarium, der går fra 14 til 2,7 procents trafikvækst om året, og et stagnationsscenarium, der går fra 8 til 1,3 procent. Men middelscenariet er det mest sandsynlige. Og det bygger på en række forudsætninger: En stabil regional udvikling i Øresundsregionen og en stabil økonomi i Danmark og Sverige. At Øresundsbron gennemfører den nuværende prispolitik, som bygger på volumendifferentierede priser, og at regionen fortsat har et transportudbud, der er præget af mangfoldighed og effektivitet. Den nye langsigtede trafikprognose påvirker kun tilbagebetalingstiden for Øresundsbro Konsortiets gæld marginalt. Men tidspunktet for udbetaling til moderselskabet SVEDAB og A/S Øresund rykkes frem fra 2020 til 2017. Med venlig hilsen Øresundsbro Konsortiet |
